"Referat fra HB-møde 30-09-2013"

Referat fra Hovedbestyrelsesmødet, den 30/09-2013

Dagsorden til HB-møde den 30. september 2013, kl. 19.00 i Klubhuset ved Kanalhavnen.

1. Godkendelse af dagsorden

(af hensyn til pkt. 5 opfordres der til, at de øvrige punkter forsøges minimeret til kun at omhandle det mest væsentlige)

2. Orientering fra formanden

3. Orientering fra kasserer

4. Orientering fra de enkelte afdelinger og udvalg

a) Inderhavnen

b) Yderhavnen

c) Kanalhavnen

d) Jolleafdelingen

e) Aktivitetsudvalget

f) Kapsejladsudvalget

g) MRC

h) Status ift. planlægning af den ekstraordinære HGF den 22. oktober 2013

5. Demonstration af ny hjemmeside. Sten Smidt kommer kl. 21.00 og præsenterer status på ny hjemmeside.

6. Tidspunkt for næste ordinære møde, den 28. oktober 2013.

7. Evt.

Der var et par frafald til mødet: 

Søren Svarrer var forhindret, YH mødte med Erik Hansen, Inderhavnen mødte med Ejevind Bodal.  

Til stede ved HB mødet var:  TSN, PEO, NJ, RN, LJ, EH, EB.

1.) Dagsordenen blev godkendt (uden bemærkninger).

Referatet fra mødet den 02/09-2013: blev godkendt, uden bemærkninger.

2.) Orientering fra formanden:

TSN bød velkommen til Erik Hansen som repræsenterede YH, og den person, som af HB er blevet opfordret til at påtage sig posten som ny Hovedkasserer for NSK.  Erik Hansen orienterede HB, om sine kompetencer inden for EDB-administration. EH er p.t. også kasserer i YH.  EH har i mange år har været ansat, og arbejdet som ”systemprogrammør” i  IT-branchen.

Sommerfesten ved KH i august md. 2013 : Der har kun været glade, gode og tilfredse tilbagemeldinger om arrangementet. Budgetmæssigt kom udgiften for HB på ca. 19.000 kr. lidt indover sidelinien, men det er en enig Hovedbestyrelse, som mener at det var en god investering for at styrke sammenholdet imellem NSK’s

brolav. Det er jo snart mange år siden, at der sidst blev afholdt en fest.  Den gang hed det ”Kølvands fest”.

I forbindelse med at Næstved Havn, er blevet opfordret til at indkalde til et, eller flere fællesmøder for søsportsklubberne i Næstved, er det første møde nu berammet til den 09/10-2013. Fra NSK, deltager Torben S. Nielsen og Jan Christoffersen.

Vi har fået invitation fra FLID til at deltagelse i kurser/erfamøder om bla. ”kundepleje” mm. TSN forespurgte bestyrelsen, om nogle var interesseret i at deltag ? HB bevilgede 1.600 kr. for én interesseret deltager .

Lukning af ”Græshoppebroen”:   Brolukningen var annonceret til at vare fra den 23-26/9-2013, men arbejdet blev forsinket, og kom dermed til også at omhandle week-enden den 28-29/9-2013.

TSN Har anket, over for Næstved Kommune, at NSK ikke var blevet orienteret om, at reparationen af broen ville strække sig ud over week-enden - Næstved Kommune beklager, og siger at opgaven var mere omfattende  end forventet.

Bådvognen, til transport mellem Kran og vinterplads, har vist svagheds-tegn, vi har haft en specialist til at se på problemet, og Leverandøren Wester marina har været kontaktet. Bådvognen har nu været til reparation/forstærkning hos en smedevirksomhed i Skælskør. Vi afventer resultatet heraf.

Det årlige eftersyn/service på Kranen, har været foretaget ultimo september md. 2013.                  

Ved HB-mødet den 2/9-2013, blev der udsendt indkaldelse til den Ekstra Ordinær Hovedgeneralforsamling, som var berammet til den 10/9-2013. Desværre ”regnede” Vi/HB én dag forkert !  -  Så dagsordenen og ”bilagsmaterialet/beslutningsgrundlaget” blev lagt på NSK’s hjemmeside, og fremlagt i NSK’s klubhuse  én dag for sent, (ifølge vedtægterne). Et meget opmærksomt medlem af NSK gjorde HB opmærksom på dette, hvorefter HB traf beslutning om at udsætte generalforsamlingen til den 22/10-2013, der var ikke muligt at finde en tidligere dato.

Formanden Torben S. Nielsen, har haft kontakt til advokaterne i Dansk Sejlunion/DIF, især angående forslaget om overdragelse af vinterpladsen fra KH til et udvalg under HB, for dermed at sammenlægge kran og vinterpladsen under den samme administration.

Pga. kompleksiteten i forslagene, og den omfattende mail korrespondance, som der har været op til vedtægtsændringerne, så har HB besluttet, at benytte en ”professionel” dirigent til at lede general-forsamlingen, det bliver igen advokat Peter Schiøtz, som vi ”plejer” at benytte os af, ved vores ordinære hovedgeneralforsamlinger.

3.) Orientering fra kassereren:

Hovedkassen: For hovedkassens vedkommende ser det ud til at budgettet holder, bortset fra 3 ting.  Udgiften til forsikringer er blevet større end forventet. - HB har givet et tilskud til den ny ”Dieselstander”, som er placeret ved IH, samt et tilskud til Sommerfesten som blev afholdt ved Kanalhavnen den 23/8-2013.

Herefter ser det ud til at at overskuddet bliver på ca. 75.000 kr. ?

Krankassen: For krankassens vedkommende ser det ligeledes ud til at budgettet kommer til at holde, men jo desværre, med det budgetterede underskud på ca. kr. 126.000 kr. inkl. afskrivning på ca. 100.000 kr.

MatchRace: Har klaret sig bedre end budgetteret, og kan fremvise et overskud på ca. kr. 14.000, imod et budgetteret overskud på ca. 2.500 kr.

Jolleafd.: HB afventer budget/regnskabsoplysninger. Der er aftalt møde mellem Henrik Sonne og PEO.

4.) Orientering fra Afdelingerne:

a) IH: Inderhavnen melder om rigtig mange gæstesejlere i sommer. Dette skyldtes måske det gode sommervejr, men mange af gæsterne er kommet fra de havne som NSK har lavet ”frihavnsaftale”

med, Nyk. F. og Skælskør. Måske bør disse aftaler overvejes igen ?  - IH har ca. 10 ledige andelspladser.

b) YH: Yderhavnen beretter ligeledes om et stort antal gæster. Betalingsautomaten for betaling af gæstepladsleje har voldt en del problemer i denne sommer.  YH har fået et ”lokalt-boende” medlem af NSK, til at varetage funktionen som havnefoged. Yderhavnen har 2-3 ledige andelspladser. Et medlem er dog ankommet med en meget stor/bred Catemeran, til en alt for lille plads?  -  YH arbejder på sagen.

c) KH: I Kanalhavnen går det stille og roligt. Der er godt nok ca. 10 ledige andelspladser.

KH ønsker at omlægge 6-9 mindre pladser til 4-6 større og bredere pladser. Hovedbestyrelsen er ikke afvisende over for dette ønske. Vi må jo følge med tiden, og erkende, at ”bådende” bliver større og bredere, og at tiden nu  p.t. er inde til at omlægge nogle pladser.

d) Jolleafd.: Jolleafdelingen har fået ca. 10 nye medlemmer, men der har jo desværre også været frafald i medlemsskaren.  Jolleafdelingen har nu fået slået de pæle som skal holde flydebroerne på plads, men desværre har broerne ikke været udlagt i denne sommer.  Flydebroerne (som har henligget i Kanalhavnen hele sommeren), trænger til en gennemgribende renovering!

e) Aktivitetsudvalg: Aktivitetsudvalget  har ikke siden sommerfesten været aktiv. PEO kontakter udvalget og hører om hvilke planer der er for efteråret og den kommende vinter ?

f) Kapsejladsudvalg: Deltagelsen i onsdags-kapsejladserne har været lidt sløj, kun 12-15 både har deltaget.

g) MRC: Ingen beretning, men der har dog været en hel del aktivitet, både som sejlerskole og som deltager i onsdags-kapsejladserne.  Det MR28’ trailer/stativ som har været udlånt, er leveret tilbage igen og står p.t.

ved Jolleafdelingen.

h) Status ifh. til GF:  Planlægning af den ekstraordinære HGF, den 22. oktober 2013. De senest ankomne tilføjelser/ændringer er nu på plads. PEO sørger for at få trykt beslutningsgrundlaget i 150 eksemplarer, og  får nogle eks. lagt frem i klubhusene. TSN sørger for at bilagsmaterialet bliver lagt på NSK’s hjemmeside.

5.) Demonstration af ny hjemmeside: Steen Smidt, som HB har bedt om at lave en ny hjemmeside til NSK, har haft lidt problemer i forbindelse med at kunne overføre data fra det nuværende system, til det nye system. Demonstrationen er derfor blevet udsat.

6.) Næste HB-møde: Er fastsat til den 28. oktober 2013.

7.) Evt.: Ingen indlæg.

Referent PEO.

Log In or Sign Up

Du er ved at logge på Næstved Sejlklubs hjemmeside. Login er kun nødvendig for bestyrelsesmedlemmer og udvalg.....Næstved Sejlklub

Glemt din adgangskode? / Glemt dit brugernavn?